På besøg i Børnehaven Høgereden
Det er en solrig vinterdag, og du kommer kørende ned af bakken mod byen Kare. Du tænker, at det ikke umiddelbart ligner et sted, hvor der ligger en børnehave. Du drejer ned mellem gamle huse fyldt med historier og ville ønske, at de kunne fortælle deres om de mennesker, der har boet i dem. Du kommer til en meget lille parkeringsplads, og du kan gennem det åbne bilvindue høre lyden af fuglesang, køer der brøler og glade børnestemmer. Da du nærmer dig lågen, kan du se en gammel have gemt mellem store og gamle træer. Ved lågen møder du et par børn med rygsække på, der fortæller, at de skal med Janne på tur til Rullebakken. Du spørger nysgerrigt børnene hvad Rullebakken er for et sted. Børnene fortæller i munden på hinanden, at det er en bakke hvor man kan rulle eller slå kolbøtter ned af. Der er et shelter, hvis det regner, og man kan lave bål, og hvis vi er rigtigt heldige, laver de voksne popcorn til os.
Lidt efter kommer der en voksen til, som smilende præsenterer sig som Janne og byder dig velkommen i Høgereden. Hun har endnu et par børn som en hale efter sig, og de vil alle gerne holde hende i hånden. Janne og børnene drager i samlet flok på tur ud i det dejlige vintervejr.
Du er nysgerrig og vil gerne opleve mere af den lille børnehave. Inde i haven møder du en lille gruppe børn, der leger med dinosaurer i sandkassen. De har bygget et helt univers op af sten, grene, blade og dinosaurer. De sidder fordybede og opdager ikke, at du passerer dem. Et barn stikker hovedet ud af legehuset og spørger, hvem du er, og om du vil købe en is. Du fortæller at Høgereden mangler en ny voksen og du gerne ville se stedet. Du spørger efter Henriette, som ejer Høgereden. Barnet peger over mod Hønsegården, som er godt gemt mellem buske og træer. Du lister der over og stikker hovedet ind i hønsehuset, hvor en voksen og et par børn går og muger ud. Henriette hilser varmt på dig og fortæller, at de er ved at gøre hønsehuset klart til nye beboere. Ræven eller måren tog vores høns sidste efterår, og nu flytter der snart en ny hønsefamilie ind. Henriette indstiller arbejdet for at vise dig rundt i Høgereden. Du har allerede set det meste af haven, som den hedder – ikke legepladsen. I går alligevel en tur ned til Høgehytten, som er et shelter, hvor man kan spise sin madpakke i læ for sol, regn og vind. Ved Høgehytten møder du Tobias og et par børn. Tobias hilser glad på dig og fortæller at han og børnene er ved at bygge en bænk, som skal stå ved hønsehuset. Så kan man altid sidde og kigge på hønsene.
Henriette viser dig indenfor i det gamle stuehus og fortæller om huset og børnehavens historie. Inde i køkkenet dufter der af friskbagt brød, her møder I Louise og nogle børn, som er i gang med at lave urtesalt og boller til eftermiddagsmaden. I går videre gennem huset, og ved et bord i køkkenet sidder der tre børn og klipper, maler og klistre, imens de lystigt diskuterer, hvilken farve en havskildpadde har. I går igennem en stue, som minder mere om stuen i et hjem end en børnehave. Der er planter og lysestager i vinduerne, tæppe på gulvet, en stor madras og masser af bøger. I den anden ende af huset kommer I til vuggestuen, som Henriette fortæller, har 5 børn og to voksne. I børnehavegruppen er der 15 børn og to voksne.
Inde i vuggestuen møder I Andrea, som sidder ved bordet med 2 mindre børn, som laver maxiperler. Imens laver Andrea fine perleplader, som skal pynte i troldegrenen og bringe julen ind i huset.
Da du kører fra Høgereden, ud i den hurtige verden igen, overvejer du, om du er Høgeredens nye voksne, der fra den 1. marts 2025 kan skabe trygge rammer for 20 børn i alderen 10 mdr-6 år, give børnene tid og nærvær i en ellers travl hverdag, møde dem med anerkendelse og respekt og bidrage med det, der gør dig særlig.
Hvis du kan se dig selv i ovenstående, er du velkommen til at skrive en ansøgning og sende den til hm@hoegereden.dk senest d. 11. januar 2025.
Stillingen kan søges uanset du er pædagog eller pædagogmedhjælper og er på 37 timer om ugen.
Kærlig hilsen fra alle os i Høgereden.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Norddjurs Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Høgereden v/Henriette Madsen, Damvej, 8950 Ørsted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/81d421c5-0c18-4986-b1ef-ce6e368251cd