Når Kongeskibet Dannebrog stævner ud på sommertogtet i 2026, bliver kursen sat mod Norddjurs. Skibet med Kongeparret ombord ankommer til Grenaa Havn den 2. juni, hvilket markerer en festdag for hele området.
Det er ikke første gang, der er kongeligt besøg i Norddjurs. I 2011 besøgte H.M. Dronning Margrethe og Prins Henrik kommunen under et sommertogt. Dog er det første gang, at Kongeparret foretager et officielt besøg i Norddjurs.
Norddjurs Kommune starter nu arbejdet med at sammensætte et program for besøget den 2. juni, og både borgere og kommune ser frem til denne begivenhedsdag. Programmet forventes at byde på oplevelser, der både præsenterer områdets smukke natur og lokale særpræg.
Årets sommertogt for Kongeparret indledes i Odense den 1. juni og fortsætter til Norddjurs den 2. juni, inden det afsluttes i Holbæk den 4. juni. Når programmet for besøget er på plads, vil det blive offentliggjort sammen med øvrige informationer om presseakkreditering og lignende.